Kategorier
Uncategorized

Dramatisk historieløb

80-året for jødernes flugt

Artiklen er bragt i Dragør Nyt d. 27. september 2023.

Vinden susede i mastetoppene og rev i den grønne presenning på dækket. Under den lå adskillige skoleelever musestille og gemte sig for en mand i tysk militæruniform med et gevær over skulderen. 

En hel skoleklasse lå klemt sammen under dækket, under presenninger og under vinduet i styrehuset. De lå der kun nogle minutter, mens de sendte tanker til de jøder, der under anden verdenskrig kunne ligge skjult i båden i op mod seks timer, før alle var kommet om bord, og kysten var klar. 

Fiskekutteren, som eleverne her fik nærmere bekendtskab med, er den samme, som sejlede mange danske jøder til Sverige under krigen. Det gjorde historieformidlingen ekstra virkelighedsnær at vide, at de havde ligget i det samme mørke og kigget på de samme knaster i træværket, fortæller eleverne, som til gengæld oplyser, at de havde svært ved at forestille sig, hvordan jøderne havde kunnet klare at ligge dernede i så mange timer.

Jødernes flugt

Samme morgen havde eleverne været til et oplæg hos historiker Christian Aagaard fra Museum Amager. 

Han havde fortalt dem om jødernes flugt, der fandt sted i efteråret for præcis 80 år siden. 

I netop den anledning foregik det årlige historieløb på havnen i jødernes fodspor. Her skulle samtlige udskolingsklasser gennem et posteløb lære om de begivenheder, der havde fundet sted i Dragør. Eleverne skulle forestille sig at være jøder, der skulle flygte til Sverige. 

Godt fællesskab

Efter det historiske oplæg fik alle elever udleveret identitetskort, som de skulle lære udenad, og de fik udleveret rationeringsmærker, som skulle bruges som betaling for overfarten. 

I løbet af dagens ni poster kunne eleverne miste rationeringsmærker på at svare forkert på undervisernes spørgsmål, eller hvis de larmede eller på anden vis vakte opsigt i bybilledet.

Der blev også frataget mærker for dårligt samarbejde – for hvis det skulle lykkes at klare flugten og få alle med og komme ubemærket til flugtkutteren, så krævede det et godt klassefællesskab.

En alvorlig historie

Torsdag formiddag var borgmesteren samt flere politikere og ledere i kommunen forbi for at se aktiviteterne på havnen.

Her fortalte borgmester Kenneth Gøtterup, hvor glad han er for løbet, som han har oplevet flere gange gennem de 12 år, det under forskellige temaer har eksisteret.

Kenneth Gøtterup mener, at løbet er fantastisk af flere årsager, både samarbejdet på tværs af alle sektorerne samt det at få levendegjort historien for eleverne – men det er også en fortælling til resten af byen om, at der er noget, der skal huskes.

»Det er alvorlige historier, som vi aldrig må glemme,« siger borgmesteren. Og samtidig kan historieløbet sætte samtaler i gang på tværs af generationer, når eleverne kommer hjem og fortæller deres forældre og bedsteforældre, hvad de har lært.

Ved hver post stod undervisere fra Museum Amager, UngDragør, Dragør Bibliotek samt adskillige frivillige klar i udklædning. For eksempel på Nordre Mole mødte eleverne en fisker, der lærte dem at afisolere ledninger for at kunne fifle med lanternes signaler og derved at kunne narre fjenden. Herefter skulle eleverne udregne, hvornår det var bedst at sejle fra havnen, og derefter sende morsebeskeder om tidsplanen.

På en anden post skulle eleverne knække koden på et brev fra krigstiden, og på en tredje post skulle de med hjælp fra søkort regne ud, hvor lang tid det ville tage at sejle fra Dragør til Klagshamn.

På bibliotekerne blev der talt om bogafbrændinger og censur, og her blev eleverne præsenteret for bøger, der i nyere tid har været eller fortsat er underlagt censur forskellige steder i verden. Herunder et par nøgne bryster på stranden i Find Holger, Harry Potter og Kaptajn Underhyler.

I den store grønne have bag det gamle rådhus skulle eleverne forestille sig at være på vej til havnen igennem haven, da de pludselig opdagede en tysk soldat. Eleverne havde her kun få minutter til at gemme sig i buske, kasser, under tæpper og presenninger.

En pige valgte at gemme sig i en fragtboks til kysten var klar. Og selvom den tyske soldat havde stået med støvlen helt oppe på kassen, hun lå i, så havde det sværeste for hende været, da hun opdagede, at hun delte gemmested med en edderkop. Men alligevel var hun blevet liggende helt stille.

Svære valg

Flugten i 1943 var en af de mest dramatiske begivenheder under besættelsestiden for Danmarks vedkommende, fortæller historiker Christian Aagaard, og det er også en meget unik historie i internationalt perspektiv, fordi 95% af jøderne i Danmark nåede at flygte.

Det er en af de begivenheder, der har sat Danmark på verdenskortet, fortæller han og refererer til en jødisk museumsleder fra New York, der snart åbner en 2.000 m2 stor særudstilling på Manhattan om den danske flugthistorie fra 1943 med udgangspunkt i blandt andre Ellen Nielsen fra Dragør, som hjalp jøderne over til Sverige.

På rejsen gennem byen stødte eleverne også på flere dilemmaposter.

Foto: UngDragør.
Foto: UngDragør.
Foto: UngDragør.
Foto: UngDragør.
Foto: UngDragør.
Foto: UngDragør.

Hos lægen på Dr. Dichs Plads skulle de tage stilling til, om de som familie ville vove at tage et spædbarn med på rejsen. Lægen tilbød eleverne at udlevere noget medicin, der måske kunne virke beroligende – men uden garantier for, at det ville virke hele vejen og helt uden viden om eventuelle bivirkninger.

Hvis spædbarnet alarmerede de tyske tropper, ville alle på flugten blive opdaget.

Som alternativ kunne eleverne vælge at efterlade barnet hos lægen, der så ville indlevere det på et nærtliggende børnehjem i det tyskbesatte Danmark. Måske ville familien kunne genforenes, hvis krigen en dag sluttede.

Her var der ingen rigtige eller forkerte svar – kun gode argumenter for og imod.

Det var forskelligt, hvad klasserne besluttede. Nogle valgte at efterlade barnet, mens andre valgte at tage barnet med.

I en bunker på Vestgrønningen blev eleverne præsenteret for en række genstande, de kunne tage med på deres rejse.

Inddelt i grupper med forskellige identiteter: en mand, der rejste alene, en kvinde, der rejste med sin niece, en ældre gigtplaget kvinde, der rejste alene, eller en familie på fire, skulle eleverne ud fra deres identitet vælge to genstande, de ville have med over sundet. Genstandene kunne være et foto-album, gigtmedicin, sølvtøj, penge, alkohol eller et tæppe. Her skulle eleverne tænke på, hvad de selv kunne have brug for, og samtidig også hvad der kunne være nemmest at omsætte til værdi i Sverige.

Etisk forsvarlig?

Posten på fiskekutteren Elisabeth K571 var blandt dem, der gjorde største indtryk på deltagerne.

Her var eleverne nemlig endelig nået frem til kutteren – men faren var ikke ovre … Nu skulle de se, om de alle kunne være der, uden at vække opsigt eller at blive opdaget af den tyske soldat på havnen.

Historieløbet kan vække historien til live og placere eleverne i nogle scenarier, dilemmaer og oplevelser, som de ikke kan få i klasselokalet, fortæller Christian Aagaard.

Han oplever også, at eleverne har det sjovt sammen, bliver udfordrede, er aktive og har det skægt.

»Det er jo dødalvorligt og historieundervisning på et dybt tragisk grundlag, men de har det også sjovt, fordi det er en aktiv oplevelsesdag. Det er noget, de kan huske,« fortæller Christian Aagaard.

Men må man godt have det sjovt med undervisning, der handler om noget så alvorligt? For selvom de fleste borgere stopper op, giver ros og kigger nysgerrigt med i løbet af dagene, så er der også andre, der synes, det er knap så sjovt at se naziuniformer i bybilledet.

Christian Aagaard mener godt, at man må det. Han siger, at de opgaver og dilemmaer, der opstilles for eleverne er gravalvorlige, og underviserne, der bemander posterne, ikke gøgler undervejs.

»Dem, der er i tyske uniformer, laver ikke sjov og spas, for så ville vi være ude på et skråplan. Formidlingsopgaven er meget alvorlig, men børnene skal have lov til at have det sjovt med at løse opgaverne, så er det fuldt forsvarligt i min bog,« fastslår historiker Christian Aagaard.

Historikeren bliver bakket op af borgmester Kenneth Gøtterup, der påpeger, at det er vigtigt, at man hverken glemmer historien eller forsøger at pakke den ind.

»Hvis vi ikke forholder os til historien, som den var, så er der større risiko for, at vi glemmer den. Man må aldrig stoppe sådan noget her på grund af en etisk diskussion eller berøringsangst,« afslutter borgmesten.